dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Meget er uvist - men de første varmeplaner tikker ind

I Faxe opfordres ivrige borgere til at ringe ind og spørge nærmere til varmeplanerne. Det vil de gerne have sig frabedt i Rødovre.

Mens der debatteres, om der overhovedet er arbejdskraft, materialer eller maskiner nok til det store arbejde at rulle fjernvarme ud til hundredtusindvis af boliger inden 2028, begynder de kommunale varmeplaner at blive færdige, som de skal inden nytår.

- Vi står desværre i en perfekt storm, hvor arbejdskraften og materialerne simpelthen ikke kan følge med den store stigning i interessen for at få fjernvarme. Det betyder, at der desværre er en masse usikkerheder i hele udrulningen, forklarer Søren Abild Laursen, forsyningsleder i Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning. 

Her har de helt fravalgt at give borgerne en præcis tidsplan for, hvornår det bliver den enkelte husstands tur. Forsyningen opfordrer til kun at ringe til fjernvarmen i nødstilfælde, og hvis alle andre muligheder er udtømte:

- Vi sender flere tusinde breve ud, og hvis mange borgere ringer ind, kan vi ikke nå at svare i rimelig tid. Desuden vil vi hellere fokusere vores kræfter på at få fjernvarmen i jorden så hurtigt som muligt.

I Faxe er der ingen problemer med at lade ivrige borgere ringe ind:

- I løbet af 2023 håber vi at kunne svare mere konkret på folks spørgsmål om fjernvarme eller ej. Vi udsender flere tusinde breve - og vi gør alt for at minimere fejl - men kontakt endelig Center for Plan & Miljø, opfordrer formand for Teknik- og miljøudvalget Dorthe Egede Borg (V).

Alle ejendomsejere med gas- eller oliefyr i eksisterende gasområder får nu henvendelse. Og med varmeplanen udlægger kommunen syv områder i Haslev - og byerne Dalby, Faxe Ladeplads, Karise og Rønnede.
 
Meldingen til borgerne er her ganske enkelt, at kommunen ikke ved, hvad grundejerne vil betale for at få fjernvarme - og dermed om der kan opnås den fornødne høje tilslutning. Derfor kan kommunen ikke love noget i de nye mulige fjernvarmeområder - og hvis der er basis for fjernvarme, kan kommunen heller ikke oplyse, hvornår det i givet fald bliver ført ud i livet.

I Gladsaxe er ambitionen simpelthen "fjernvarme til alle": 

- Vores målsætning er, at både borgere og virksomheder får tilbudt fjernvarme inden 2028, siger borgmester Trine Græse (S).

Byrådet har i 2022 godkendt Gladsaxe Fjernvarmes planer, og regner med at godkende planer fra Vestforbrænding i 2023. Dermed kan alle i kommunen – med få undtagelser – forvente at have adgang til fjernvarme senest i 2028 – langt de fleste meget før.

- Udbygningen af fjernvarme er et kæmpe anlægsprojekt, så det kan desværre ikke ske med et snuptag. Det kræver tid at planlægge og udføre, og arbejdet er også afhængigt af arbejdskraft, materialer og trafikken, der fortsat skal kunne glide. Men arbejdet er allerede i gang i den sydlige del af Gladsaxe, og udbygningen fortsætter fra område til område de næste år, siger energiplanlægger Barbara Beatrice Davidsen.

Opvarmning med naturgas og olie er en væsentlig kilde til CO2-udledningen, og netop derfor spiller udrulningen af fjernvarme en vigtig rolle i at nå klimamålene, da hver bolig, som skifter til fjernvarme, gennemsnitligt sparer klimaet for cirka 4 ton CO2 om året, lyder det fra Gladsaxe.

I Favrskov får lidt over 3.000 naturgasforsynede husstande brev i disse dage om fjernvarme eller ej, hvor de bor. Her er der seks lokale varmeværker, og i første omgang er der sendt breve ud til de borgere, der bor i naturgasforsynede områder, samt til dem, der bor i et naturgasforsynet område, hvor der er etableret fjernvarme, men som stadig har enten et gas- eller oliefyr.

I Dragør har udfordringen været at finde ud af, hvorvidt der er arbejdskraft til at udføre arbejdet:

- Vi er jo pålagt at lave en varmeplan, og den må vi lave under forudsætning af, at der er arbejdskraft, så den plan vi har lagt er jo under den forudsætning. Det, der bekymrer mig, er, at alle kommuner skal i udbud på samme tid med den samme opgave, siger borgmester, Kenneth Gøtterup (K) til DR Nyheder.

 



 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.